Tyske flådefartøjer bliver til pindebrænde

FREDERIKSHAVN:Det er ikke kun det danske søværn, der vinker farvel til gamle mineskibe, sådan som det nyligt skete på Flådestation Frederikshavn. Også Tyskland luger ud i gammelt materiel, og tilmed fortsat i marineskibe med træskrog. Til Pier 6 på havnen er netop bugseret to tyske træmarineskibe, en 47 meter lang minestryger og en lille torpedofangbåd. Begge skibe skal i klippe-saksen hos Orla Rasmussens Produktforretning. - I dag og i næste uge får vi yderligere to træmineskibe herop fra Wilhelmshafen, ligeledes skibe fra først i 60'erne, og hver på 37 meters længde, fortæller produkthandler Orla Rasmussen. Gennem de senere år har hans firma hugget en snes aflagte tyske marinefartøjer op. Selv om skibene, der nu står for tur, er bygget af træ, er pindebrændet ifølge produkthandleren alligevel en god forretning. - Der følger andre gode sager med i form af rustfrit stål og aluminium, som vi opnår bedre priser for end jern, siger Orla Rasmussen, og noterer sig samtidig, at prisen på gammelt jern lige er faldet væsentligt. Lokal kritik af, at havnen efterhånden ligner en stor skrotplads, kan produkthandleren kun trække på smilebåndet over. Panik i skrotbranchen - Bare fordi lille jeg starter en lille butik, så fører det to andre med sig, Stena Metal og Sæby Produkt. Der er ordentlig kommet panik i skrothandlen i Nordjylland. Hvorvidt havnen vil være i stand til at blive den helt store base for genindvinding af olieboreplatforme kan produkthandleren nok være lidt tvivlende over for. - Så skal der i hvert fald investeres betydeligt, og alligevel bliver det kun mindre dele, vi kan få hertil, mener Orla Rasmussen. Han peger på, at der ikke kan præsteres en vanddybde på 30 meter, så de store offshore-installationer kan tages ind. - Alene sektioner på 5000 tons stiller krav om en anseelig kran, og sådan en har vi ikke, men et stort firma som Stena Metal har selvfølgelig økonomien til at anskaffe sig sådan en, funderer produkthandleren.