Tysker for en dag

Der bliver passet godt på turisterne – både vedturist-attraktionerne og på de store hoteller. Men ingen skilter mere medat de er fra Danmark

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Yilmaz Polat

KAIRO:Keops Pyramiden tårner sig op foran os som et ufatteligt menneskeskabt bjerg af lidelser og storhed, bygget af over to millioner stenblokke, hver med en vægt på 2,5 ton. Længere væk poserer italienske skønheder med fullface solbriller og trutmund mod den næseløse Sphinx. Området koger af forskellige sprog. - Hvor er du fra, lyder det igen og igen fra de overivrige sælgere, eksperter i small talk. Tilsyneladende er ingen fra Danmark. Heller ikke Allan Tengstedt fra Hvidovre, hans kone og datter. - Er I ikke fra Danmark, spørger jeg på dansk – uden at få svar i første omgang. - Vi skulle lige se, hvem der spurgte, siger familien. - Vi er tyskere for en dag, griner Allan Tengstedt, som arbejder for TDC, men nu er i Kairo på ferie. - Vi har ikke oplevet noget ubehageligt, men har fået at vide, at vi ikke skal sige, vi er fra Danmark, og at vi skal være forsigtige. Hellere passe lidt på, man ved jo aldrig, hvad der kan ske, siger han. Det samme råd har NORDJYSKEs udsendte fået: Lad hellere være med at sige, at I er fra Danmark.Unægtelig noget af et hak i den danske selvforståelse, og også lidt underligt sådan at fornægte sin oprindelse. Det mest ubehagelige her ved pyramiderne er de pågående sælgere, og det er til at leve med. Der er masser af politi, både gående og ridende, og sikkerheden er generelt høj. Sidste år eksploderede flere bomber, bl.a. i den populære badeby Sharm El Sheik ved Rødehavet, men også i Kairo, og dræbte op mod 100 mennesker i alt. Derfor bliver der passet ekstra godt på ved de storeturist-attraktioner og på hotellerne. For at komme ind på vores hotel, Grand Hyatt, skal taxaen for eksempel først holde stille ved en bombeafspærring i vejen og slukke motoren, så en bombehund kan tage en runde om bilen uden at dø af udstødningsgasser. Når man stiger ud af bilen, skal man igennem et sikkerhedstjek som de fleste kender fra lufthavnen. Bagagen bliver gennemlyst på et særskilt bånd, alt imens vi går igennem en metaldetektor, som ikke må slå ud. Indenfor venter 65 forskellige tv-kanaler, alkohol og andre goder, somkunne få en saudi arabisk fundamentalist til at ryste fordømmende på hovedet. De glamourøse forhold står i grel kontrast til virkeligheden i de fattigere kvarterer, vi har besøgt, hvor venligheden til gengæld har været overvældende. Også selv om folk ikke bryder sig om tegningerne.