Tyskerbajonet, blomster, og frække færinger

NIBE:For første gang i mands minde har Nibe Museum og Galleri Tinghuset nu åbent på alle hverdage, og hverdags-udstillingen på Rådhuset inkluderet, er der tale om et af de største fælles fremstød nogensinde fra Kulturelt Samråd og museet. Værkerne på rådhuset signeret Jóna Rasmussen, Marius Olsen og Eli Smith er vidt forskellige, men har fælles udspring på "De 18 forblæste øer"som tidligere kommunaldirekør, Kulturelt Samråds Egon Knudsen, udtrykte det ved åbningen af udstillingen "Færøske Klange". Kunststudiegruppen Vasens værker blomstrer nu på Galleri Tinghuset, mens Nibe Museums daglige leder, Thomas Nedergaard-Hansen, har skaffet en række lokale effekter i anledning af 60-året for Danmarks Befrielse som en efterladt tyskerbajonet med skede, en hjemmefabrikeret dansk håndgranat, en gasmaske, en radiosender, og avisforsider.