Tyskerne drikker færre øl

BERLIN:Tyskerne drikker færre øl. Det føderale statistikdepartement meddelte mandag, at Tysklands bryggerier i fjor solgte 105,5 millioner hektoliter øl, hvilket svarede til en tilbagegang på 2,1 procent i forhold til 2002. Indførelsen af en omstridt dåsepant har kostet bryggerierne dyrt, og salget på hjemmemarkedet gik 3,4 procent tilbage til 93,2 millioner hektoliter i 2003. Til gengæld voksede den tyske øleksport til andre EU-lande med 11 procent til ni millioner hektoliter. 3,1 millioner hektoliter øl eller fem procent mere end året før blev i 2003 eksporteret til lande uden for EU. Også bryggeriarbejderne selv ser ud til at drikke færre øl. Ifølge statistikken faldt bryggeriernes uddeling af afgiftsfrit øl til medarbejderne med 4,7 procent til 0,2 millioner hektoliter øl. /ritzau/