Detailhandel

Tyskerne vrede over stigende mælkepriser

Myndighederne vil se på, om der kan være tale om ulovlige prisaftaler

BERLIN:Det er ikke kun i Danmark, at prisen på mælk nu ryger i vejret. I vores naboland Tyskland raser politikere og forbrugere over, at mælk bliver 50 procent dyrere. Så stor er den stigning, som de mælkeglade tyske forbrugere oplever, efter at landbrugsproducenternes centrale markedsorganisation ZMP i sidste uge besluttede at reagere på den stigende efterspørgsel på mælk på verdensmarkedet, især i Asien. Den bebudede prisstigning vakte prompte enorm harme blandt tyske politikere og forbrugerorganisationer og var ugen igennem tophistorie i tyske medier. Den mest slagkraftige søndagsavis Bild am Sonntag fik således den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boels (V) ord for, at EU nøje holder øje med prisudviklingen, og at de tyske prisstigninger er uberettigede. - Vi kommer til at holde meget nøje øje med denne prisstigning, tordnede Bayerns konservative ministerpræsident, Edmund Stoiber, som glædede sig over, at de tyske konkurrencemyndigheder nu vil se på, om der kan være tale om ulovlige prisaftaler. Den største dagligvarekoncern Metros to store kæder Real og Extra og konkurrenten Edeka har allerede hævet priserne over hele Tyskland. En pakke smør koster nu 1,19 euro (8,8 kroner) mod 0,79 euro (5,8 kroner) i sidste uge, mens prisen for en liter sødmælk er steget fra 55 til 62 cent (4,6 kroner). Generelt er tyske fødevarer et godt stykke billigere end i resten af EU, da momsen på fødevarer ligger på syv procent. Ud over at tyskerne nu må indstille sig på dyrere prismærkater i supermarkedernes kølediske, bliver det også dyrere at købe brød og kager. - Over en årrække har priserne været faldende eller stabile. Nu har branchen noget at indhente, sagde Hubertus Pellengahr fra detailhandlens brancheforening. De stigende fødevarepriser har allerede fået konsekvenser for forbundsregeringens opbakning i befolkningen. Ifølge en ny Forsa-rundspørge er støtten til forbundskansler Angela Merkels CDU faldet med to procentpoint til 36 procent på blot en uge, fordi tyskerne nu ser mere pessimistisk på fremtiden./ritzau/