Tyskland bekræfter sine første to corona-dødsfald

I Tyskland er de første to personer døde som følge af coronavirus. Briterne melder om det femte dødsoffer.

En mand går mod indgangen til et nyåbnet coronavirus-center i den tyske by Dresden mandag, samme dag som tyske myndigheder kunne melde om de første to dødsfald i Tyskland.

En mand går mod indgangen til et nyåbnet coronavirus-center i den tyske by Dresden mandag, samme dag som tyske myndigheder kunne melde om de første to dødsfald i Tyskland.

BERLIN:Tyske myndigheder kunne mandag bekræfte sine første to dødsfald på grund af coronavirus i Tyskland.

Det meddeler sundhedsministeriet i den nordvestlige delstat Nordrhein-Westfalen.

Det drejer sig om en 89-årig kvinde i byen Essen og en anden patient i Heinsberg-regionen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 89-årige kvinde i Essen blev testet positiv for coronavirus, da hun tirsdag i sidste uge blev indlagt på et hospital. Da var hun allerede i kritisk tilstand, oplyser lokale myndigheder.

De to døde er imidlertid ikke de første tyske dødsofre for Covid-19, som er den sygdom, virusset er skyld i. Men de er de første på tysk jord.

I weekenden døde en 60-årig tysk mand, der var på ferie i Egypten. Han var blevet indlagt på et hospital i feriebyen Hurghada fredag og døde søndag.

Ifølge det tyske Robert-Koch institut har Tyskland nu bekræftet 1112 smittetilfælde.

I delstaten Brandenburg, hvor hovedstaden Berlin ligger, er mellem 4000 og 5000 mennesker i hjemmekarantæne på grund af corona-smittefare. Det oplyser en lokal embedsmand til det tyske nyhedsbureau dpa.

Karantænen blev indført, efter at lærere på et gymnasium i byen Neustadt-Dosse, der ligger nordvest for Berlin, har været i kontakt med en kvinde, der er testet positiv for virusset.

Den værst ramte delstat er imidlertid Nordrhein-Westfalen, der grænser op til Holland og Belgien.

Mens Tyskland mandag kan melde om sine første to dødsofre, er den femte person død af Covid-19 i Storbritannien. Det oplyser hospitalsdirektør Daniel Elkeles.

- Vi kan bekræfte, at en patient i 70'erne, som var meget syg af et antal betydelige og langvarige sundhedslidelser, desværre er afgået ved døden på St. Helier Hospital, siger han.

Tidligere på dagen døde en anden patient, der ligeledes var i 70'erne. Denne patient menes at være blevet smittet i Storbritannien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.