Europæiske union

Tyskland får fransk hjælp i forsøg på at redde Nord Stream 2

Efter et overraskende fransk nej til Tyskland har de to lande ifølge nyhedsbureau indgået et kompromis.

BRUXELLES:Tyskland og Frankrig har indgået et kompromis i en højpolitisk sag om EU's omstridte gasdirektiv, der kunne blokere Nord Stream 2.

Det er det franske nyhedsbureau AFP, som har set kompromisteksten, der øger Tysklands håb om projektets gennemførelse. Landene har ikke bekræftet.

I et forslag til ændring har EU-Kommissionen lagt op til, at direktivet skulle omfatte rørledninger til tredjelande.

Det ville bremse det store gasprojekt fra Rusland til Tyskland, da det i sin nuværende form strider mod EU's regler.

Men Frankrig har indgået et kompromis, som det franske nyhedsbureau AFP har set, der lægger op til en central ændring.

Det sker, efter at Frankrig - til Tysklands store fortrydelse - havde sagt, at landet ville støtte det forslag, som kommissionen havde fremlagt.

Det fransk-tyske kompromis lyder, at de regler, som gælder i det land, hvor rørledningen først rammer EU, skal gælde for sådanne projekter. Altså ikke EU-regler. Det vil betyde, at Tyskland selv kan regulere Nord Stream 2.

Fredag kort efter middag er EU-landenes ambassadører samlet til møde om gasdirektivet.

Det er planen, at de skal søge enighed, så forhandlinger om gasdirektivet kan indledes med Europa-Parlamentet.

I parlamentet ønsker man - som kommissionen har lagt op til - at gasdirektivet skal gælde også for forbindelser til tredjelande.

Nord Stream 2 er ifølge Tyskland et rent kommercielt projekt. Mange lande i Østeuropa, men også Danmark, er uenige i den udlægning.

Projektet har stor geopolitisk betydning, da man øger afhængigheden af Rusland, som man på flere områder har alvorlige udfordringer med, blandt andet sikkerhedspolitisk.

Det russiske gasprojekt er også i strid med EU-energipolitik, der siger, at man vil begrænse afhængigheden af energiforsyning fra tredjelande.

/ritzau/