Coronavirus

Tyskland registrerer 31 blodpropper efter AstraZeneca-vaccine

Berlins myndigheder har suspenderet brug af AstraZeneca-vaccine til folk under 60 år efter nye oplysninger.

I Danmark er AstraZeneca-vaccinen sat på pause, mens undersøgelser af mulige alvorlige bivirkninger er i gang (Arkivfoto).

I Danmark er AstraZeneca-vaccinen sat på pause, mens undersøgelser af mulige alvorlige bivirkninger er i gang (Arkivfoto).

BERLIN:Tyskland har i alt registreret 31 tilfælde af sjældne blodpropper blandt personer, der har fået AstraZeneca-vaccinen. Ni af dem er døde.

Det oplyser Paul Erlich-instituttet, der monitorerer landets vaccineudrulning.

Det drejer sig om sjældne blodpropper i hjernen.

I 19 af tilfældene har personerne haft et lavt antal blodplader, hvilket er usædvanligt i forbindelse med blodpropper. Samme tendens er blevet set hos personer i andre lande, der har fået AstraZeneca-vaccinen.

Der er ikke bekræftet nogen sammenhæng mellem vaccinen og tilfældene.

Instituttet oplyser, at 29 ud af de 31 ramte personer er kvinder i alderen mellem 20 og 63 år. De to øvrige er mænd på 36 og 57 år.

De nye tal har fået myndighederne i Berlin til at suspendere brugen af vaccinen til personer under 60 år. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Flere andre lande har på samme måde indført en aldersgrænse for brug af AstraZeneca-vaccinen. I Sverige og Finland anbefales vaccinen til folk på 65 år og over, mens Danmark og Norge har sat brugen helt på pause.

Andre lande har haft den suspenderet, men siden taget vaccinen i brug igen.

I Danmark er årsagen til den fortsatte pause, at der er brug for mere tid til at undersøge en mulig sammenhæng mellem vaccinen og usædvanlige sygdomsforløb med en kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader hos nogle nyvaccinerede.

- Det er fortsat ikke muligt med det nuværende datagrundlag at sige noget om, hvorvidt der er en sammenhæng. Undersøgelserne kører videre, sagde Tanja Erichsen, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, torsdag i sidste uge.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har hele tiden fastholdt, at AstraZenecas vaccine er effektiv og sikker. Vaccinens fordele opvejer dens risici, lyder det fra agenturet, der står for at anbefale vacciner til EU.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.