Tyskland slipper foreløbig for sag om dåsepant

BERLIN:Tyskland slipper foreløbig for at blive retsforfulgt af EU på grund af landets omstridte retursystem for pantdåser og -flasker. Men EU-Kommissionen bebudede i går at holde et skærpet øje med situationen på det tyske returpantmarked, efter at en åbningsskrivelse - og dermed en retssag - var blevet udskudt med tre uger. - Vi vil udnytte de næste tre uger til at undersøge situationen nøje, sagde en talsmand for EU's kommissær for det indre marked, Frits Bolkestein, som har modtaget over 30 klager om det tyske pantsystem. Det tyske dåsepantsystem blev indført 1. januar trods modstand fra detailhandlen. Hidtil har systemet været præget af kaos, fordi forbrugerne kun mod forevisning af en kvittering kunne få pant udbetalt, og det kunne udelukkende ske de steder, hvor dåserne og flaskerne var købt. Men i går udløb retursystemets testperiode, og nu har samtlige tyske butikker, der sælger engangsemballage, pligt til at tage imod pantdåser og -flasker. /ritzau/