Udland

Tyskland stopper stor våbenhandel med Rusland

Den tyske regering vil blokere for, at et tysk firma leverer udstyr til en stor træningsbase i Rusland.

Den tyske regering har onsdag foretaget sin første offentlige indgriben i handlen med Rusland, siden krisen eskalerede i Ukraine.

Således har den tyske våbenvirksomhed Rheinmetall fået besked på, at den må indstille sine planer om at levere et fuldt udstyret træningscenter til Rusland.

Tidligere onsdag sagde Rheinmetall, at firmaet planlagde at opfylde sin kontrakt om at levere teknologi og udstyr til en værdi af 100 millioner euro, men det kommer altså ikke til at ske, fastslår det tyske økonomiministerium nu.

- Den tyske regering opfatter eksport af kampsimulationscentret til Rusland som værende uacceptabelt under de nuværende omstændigheder, lyder det fra ministeriet.

Ifølge tysk lov kan regeringen nedlægge veto mod salg til udenlandske firmaer, hvis handlen anses for at være en trussel mod tysk sikkerhed.

Ifølge tyske medier ville træningscentret årligt kunne træne 30.000 russiske soldater.

Tyskland har tætte økonomiske bånd med Rusland, der blandt andet er landets primære leverandør af gas.

Ikke desto mindre har forbundskansler Angela Merkel taget en ledende position i de diplomatiske forsøg på at stoppe Ruslands præsident, Vladimir Putin, med at annektere den ukrainske Krim-halvø.

Tyskland og landets vestlige allierede har allerede indført visse sanktioner mod Rusland, herunder rejserestriktioner og fastfrysning af aktiver.

Torsdag vil Merkel og andre europæiske ledere diskutere muligheden for at indføre skrappere sanktioner mod Rusland.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.