Udland

Tyskland tilbyder fængslet Timosjenko lægebehandling

Den tyske udenrigsminister arbejder for at få Julia Timosjenko behandlet på et hospital i Berlin.

Tyskland tilbyder fængslet Timosjenko lægebehandling

Tyskland er i forhandlinger med Ukraine om at kunne give lægebehandling til den tidligere premierminister Julia Timosjenko.

Det fortæller Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, efter at han fredag holdt møde med Ukraines præsident, Viktor Janukovitsj.

- Tysklands tilbud om lægebehandling til fru Timosjenko i Berlin er stadig gældende. Det understregede jeg, siger Westerwelle.

Udenrigsministeren gav udtryk for, at de to parter "arbejder for at finde en løsning".

Julia Timosjenko blev i 2011 idømt syv års fængsel for magtmisbrug i forbindelse med en gasaftale med Rusland indgået i 2009.

Selv mener Timosjenko og hendes støtter, at hele sagen har handlet om, at præsident Viktor Janukovitsj vil holde hende ude af politik.

EU har langet hårdt ud efter Ukraine på grund af dommen over den tidligere regeringschef, som lider af kroniske rygsmerter efter en diskusprolaps.

Julia Timosjenko var premierminister i Ukraine fra 2007 til 2010.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.