Tyskland truer med sanktioner efter Navalnyj-forgiftning

For få uger siden blev den russiske oppositionsleder syg. Tyskland mener, han blev forgiftet med nervegift.

Fra russisk side skal der snart være en forklaring. Ellers vil Tyskland diskutere mulige sanktioner, siger udenrigsminister Heiko Maas. (Arkivfoto).

Fra russisk side skal der snart være en forklaring. Ellers vil Tyskland diskutere mulige sanktioner, siger udenrigsminister Heiko Maas. (Arkivfoto).

BERLIN:Der kan være sanktioner på vej mod Rusland, efter at lederen af oppositionen i landet, Aleksej Navalnyj, for få uger siden blev syg under en flyvning.

Ifølge Tyskland, hvor han blev fløjet til for at få behandling, blev han forgiftet med nervegiften Novitjok. Den er udviklet af Ruslands militære efterretningstjeneste.

Og fra russisk side skal der snart være en forklaring. Ellers vil Tyskland diskutere mulige sanktioner, siger udenrigsminister Heiko Maas.

- Hvis Rusland ikke i de kommende dage hjælper med at klarlægge, hvad der skete, vil vi være tvunget til at diskutere en reaktion med vores allierede, siger han til Bild.

Navalnyj blev syg under en flyvning fra Sibirien til Moskva, efter at han havde drukket en kop te i en lufthavn.

Efterfølgende blev han lagt i kunstig koma og sendt til Tyskland for at blive behandlet.

Den tyske udenrigsminister siger søndag til Bild, at der er "flere indikationer" på, at Rusland stod bag forgiftningen af Navalnyj.

- Det dødelige middel, som Navalnyj blev forgiftet med, er tidligere blevet fundet i hænderne på russiske autoriteter.

- Kun få mennesker har adgang til Novitjok, og giften blev brugt af den russiske efterretningstjeneste i angrebet mod den tidligere agent Sergej Skripal, siger han til mediet.

Skripal og hans datter blev forsøgt myrdet med samme nervegift i den engelske by Salisbury i 2018.

Rusland har afvist anklagerne om forgiftningen af Navalnyj.

Og søndag har landets udenrigsministerium reageret på Heiko Maas' udtalelser. Ifølge Rusland trækker Tyskland sagen i langdrag ved at tøve med at besvare russiske henvendelser.

Dermed er Tyskland selv skyld i, at afklaring i sagen trækker ud, lyder den russiske anklage.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.