Tyskland vil afhøre Snowden i overvågningssag

Tyske politikere vil stille spørgsmål til Edward Snowden i sagen om masseovervågning af tyske borgere.

Udland 8. maj 2014 16:54

Tyskerne vil til bunds i sagen om den amerikanske efterretningstjeneste NSA's overvågning af tyske borgere. Og de vil have den tidligere amerikanske efterretningsmand og verdenskendte whistleblower Edward Snowden til at hjælpe.

Tyske politikere besluttede torsdag, at de vil stille en række spørgsmål til Edward Snowden som led i en parlamentarisk undersøgelse af masseovervågningen.

- Et flertal af komitéen har besluttet, at vi vil høre Snowden, siger Roderich Kiesewetter, der er formand for komitéen, der blev oprettet for at undersøge NSA's aktiviteter i Tyskland.

Det er endnu ikke blevet besluttet, om Snowden skal inviteres til at vidne i Berlin. Han risikerer at blive anholdt og udleveret til USA, hvis han befinder sig i et land, der som Tyskland er allieret med USA.

Snowden, der af USA er eftersøgt for spionage og læk af hemmeligstemplede dokumenter, opholder sig i øjeblikket i Rusland, hvor han har et års asyl.

En mulig løsning kunne være, at Snowden afgiver sin forklaring til tyskerne fra Rusland, men den tyske opposition mener, at Snowden kun vil være fuldstændig fri til at kunne udtrykke sig, hvis han er i Tyskland under afhøringen.

Kansler Angela Merkels konservative bagland har indtil videre afvist idéen om at få Snowden til Berlin, da det ville skade Tysklands forhold til USA yderligere.

De tyske socialdemokrater, SPD, som deler magten med Merkel, har tidligere sagt, at de er åbne over for at afhøre Snowden - både i Tyskland og Rusland.

Snowden arbejdede som efterretningsofficer under den amerikanske efterretningstjeneste NSA, da han kopierede tusindvis af hemmelige dokumenter, som han gav videre til udvalgte journalister, som derefter afslørede massiv amerikansk overvågning.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...