Udland

Tyskland vil granske 50 tidligere nazi-vagter

Ifølge tyske medier indleder myndighederne snart en efterforskning af tidligere Auschwitz-vagter.

Tyskland vil granske 50 tidligere nazi-vagter

De tyske myndigheder vil snart indlede en efterforskning af omkring 50 tidligere vagter ved koncentrationslejren i Auschwitz under Anden Verdenskrig, skriver flere tyske medier.

Efterforskningens formål er at finde ud af, om vagterne, der i dag er omkring 90 år gamle, har været medvirkende til drab under krigen.

Ifølge tyske regionalaviser udgivet af mediegruppen WAZ starter Det Centrale Kontor for Efterforskning af Nationalsocialistiske Forbrydelser sin efterforskning inden for de næste uger.

Chefanklageren fra kontoret i Ludwigsburg i det sydvestlige Tyskland, Kurt Schrimm, fortæller, at efterforskerne har navne og adresser på alle de mistænkte vagter, som fortsat bor i landet.

Schrimm mener, at alle, der har arbejdet i de tyske koncentrationslejre under krigen, kan blive straffet for medvirken til drab efter en sag en 2011.

Her blev den ukrainskfødte John Demjanjuk, en tidligere vagt i Sobibor-koncentrationslejren i Polen, idømt fem års fængsel for medvirken til drab på mere end 20.000 personer.

Han nåede dog aldrig at afsone dommen, da han døde i 2012.

Auschwitz-Birkenau-lejren var det nazistiske styres største koncentrationslejr. Det anslås, at mere end en million mennesker omkom i den verdenskendte lejr.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.