Tysklands kultur hitter hos danskerne

Museer og seværdigheder trækker danskerne til Tyskland, der slår Spanien og Italien som feriemål.

Tysklands kultur hitter hos danskerne

Tyskland bliver årets sommerferiehit. Det mener valutavirksomheden Forex Bank, der har taget rejsepulsen på knap 2800 danskere.

Blandt dem vil 16,2 procent lægge ferien i Tyskland, som dermed ligger øverst på listen over rejsemål.

Det er især spændende museer, seværdigheder og kulturelle oplevelser, der trækker danskerne mod det tyske.

I alt vil mere end en halv million danskere således tilbringe ferien i Tyskland.

På de følgende pladser kommer Spanien og Italien med henholdsvis 13,2 og 12,5 procent af de danske feriegæster.

Danskerne har dog heller ikke vendt Grækenland ryggen på trods af landets økonomiske problemer. Således kommer Grækenland ind på en fjerdeplads med 11,1 procent - det svarer til, at 350.000 danskere er på vej til Grækenland.

Hos Forex Bank oplever man dog en vis usikkerhed omkring rejsevaluta til landet.

- Vi oplever, at de kunder, som skal til Grækenland på ferie, i større grad beder om råd og vejledning om rejsevaluta i forbindelse med den græske krise, siger Joakim Husted, nationschef for Forex Bank.

Den ustabile situation gør det sværere at få fat på kontanter i landet. Derfor opfordrer man danskerne til at medbringe ekstra mange kontanter i rejsevaluta.

- Så er man på den sikre side. Får man ikke alle pengene brugt, kan man altid veksle den overskydende valuta tilbage til danske kroner igen efter ferien, siger Joakim Husted.

I alt seks ud af 10 danskere planlægger at holde ferien i udlandet, viser undersøgelsen. Især uge 28 og 29 bliver store udrejsemåneder, da mere end 20 procent af danskerne på udlandsrejse er af sted i disse uger.

/ritzau/