Tyverier

Tyv anholdt tre gange på to dage

19-årig frederikshavner blev fredag formiddag afsløret på fersk gerning - igen.

Torsdag formiddag blev en 19-årig frederikshavner anholdt, mens han var i færd med at begå indbrud i Asylgade. En beboer i Gartnerbo så, hvad der foregik og ringede til politet. Få minutter efter havde politiet anholdt den 19-årige og lagt ham i håndjern. Flere skure ved Gartnerbo viste sig bagefter at være brudt op. Den 19-årige blev løsladt senere på dagen efter afhøring. Bekendtskabet med politiet havde tilsyneladende ikke skræmt ham. For torsdag aften fik politiet en anmeldelse om endnu et indbrud, denne gang i en kollegielejlighed på Mysundevej. Det viste sig senere at være den 19-årige fra om formiddagen, der var gerningsmanden. Han kom ind ved at bryde et vindue op, men nåede ikke at stjæle noget, inden han blev opdaget. Han stak af, men var blevet genkendt. Derfor kunne politiet straks tage ud og anholde ham. Og alle gode gange tre: fredag formiddag fik politiet anmeldelse om, at en mand var ved at bryde ind i et redskabsrum på Teglgårdsvej. Det viste sig at være den 19-årige. Han blev endnu engang afhørt og løsladt. Den pludseligt hyperaktive tyv er ikke i forvejen kendt af politiet.
Vis stort kort