Tyverier

Tyv fik 40 dage

HIRTSHALS:Det kostede en 42-årig mand fra Hirtshals 40 dages fængsel, at han i mandags i to banker og med falsk navn forsøgte at indløse en check, der var både crosset og stjålet. Dommen skyldtes dog ikke kun de to uheldige bankbesøg, men var summen af en lang række forhold. De to første forhold skete i august og september 2002, hvor manden stjal eller forsøgte at stjæle nogle tomme sodavandsflasker fra henholdsvis Superbrugsen i Hirtshals og Hirtshals Rådhus. Dernæst fulgte en stribe checkblanketter, som manden stjal fra en bekendt, som han havde handlet ind for og havde ligget på sygehus sammen med. Blanketterne blev indløst eller forsøgt indløst i oktober 2002 rundt om i Hirtshals og Bindslev. Så fulgte en uimodståelig tyggegummiautomat, som stod ud for Aktiv Super Leg i Hirtshals, hvor det var mønterne, som fristede. Han fik dog ikke fat på mønterne, men fik ødelagt automaten i forsøget på at brække den op. I november 2002 stod den atter på forsøg på tyveri af tomme sodavandsflasker i et supermarked i Frederikshavn, og i december 2002 på en stjålet tegnebog fra Føtex i Hjørring - som dog via alarmsystemet gav lyd fra sig, da han ville forlade supermarkedet med byttet. Og endelig forsøget på at indløse den stjålne check fra indledningen af artiklen. Manden har tidligere modtaget fængselsdomme på henholdsvis tre og seks måneders fængsel for dokumentfalsk og bedrageri, ligesom han har modtaget tre domme for butikstyveriet - alle bødestraffe.