Tyverier

Tyv fik lyndom

"Gammel kending" fra Hirtshals skal i fængsel for stribevis af indbrud.

En 37-årig indbrudstyv fra Hirtshals nåede denne gang at være på fri fod i en måneds tid, inden han nu igen bliver sat bag lås og slå for berigelseskriminalitet. Senest har manden begået fem indbrud i villaer og et enkelt skib i Hirtshals. - Han kan ikke holde fingrene i lommerne - i hvert fald ikke sine egne, konstaterer vicepolitikommissær Jens Erik Poulsen fra Nordjyllands Politi i Hjørring. Manden har flere fængselsdomme bag sig for berigelseskriminalitet, og blev altså løsladt efter sin seneste afsoning for en måned siden. Men onsdag ved middagstid, kunne politiet anholde ham igen og sigte ham for fem nye indbrud, og det var såmænd ikke de første sager efter hans løsladelse. I går blev manden fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, men da den 37-årige tilstod det hele, fandt dommer Mogens Pedersen det rigtigst at afgøre alle nye sager mod den 37-årige på én gang med en lyndom. Den 37-årige fik en ubetinget dom på 1 år og 4 måneder.