Tyverier

Tyv stak af på gammel damecykel

Efter et indbrud torsdag nat i en frisørsalon på Stokbrogade i Hjørring stak tyveknægten af på en gammel damecykel.

- Han havde knust en rude for at komme ind i salonen, og han blev set putte diverse frisørgrejer i cykelkurven, før han stak af på cyklen, fortæller vagtchef Poul Badsberg, Nordjyllands Politi. Hvad og hvor meget der blev stjålet ved indbruddet er endnu ikke gjort op. Et vidne så manden, der stak af på damecyklen, være iført sorte joggingbukser og en hvid hættetrøje.