Tyve afsløret ved tilfældighed

To mænd på tyvetogt i Hadsund blev standset i bil fuld af tyvekoster

Tyverier 1. september 2005 06:00
HADSUND: Man skal aldrig være for stor til at indrømme en fejl, så vi går gerne til bekendelse om, at vi i sidste uge forvekslede ét indbrud hos virksomheden Incon med to. Der er dog en - mener vi - fornuftig forklaring: Af politiets døgnrapport onsdag fremgik det, at to mænd var blevet anholdt i Randers og havde indrømmet at stå bag et indbrud hos Incon, og dagen efter kunne politiet så igen rapportere, at der havde været indbrud sammesteds. Umiddelbart fremgik det ikke, at der var tale om ét indbrud, men det var der, fortæller Incon-direktør Poul Munk, som i øvrigt har megen ros til overs for politiets håndtering. - Det gik stærkt, meget stærkt. Vi indgav anmeldelsen om morgenen og hentede de stjålne ting hos politiet om eftermiddagen, og der manglede ingenting. GPS, en bærbar computer og så videre. Det skal de sgu have ros for, siger Poul Munk. Roserne varmer hos kriminalpolitiet i Hobro, hvor kriminalinspektør Verner Holm dog erkender, at det hører til sjældenhederne, at politiet kan være så hurtige. Forklaringen er, at man havde gerningsmændene bag lås og slå, inden anmeldelserne kom ind. Der var nemlig flere ofre, efter at to randrusianere på 26 og 29 år havde aflagt fjordbyen et natligt besøg. En stribe biler blev således udsat for indbrud, og byens Mazda-forhandler delte skæbne med Incon. Gerningsmændene nåede dog kun lige akkurat tilbage til Randers med rovet, inden de blev standset af en patrulje fra Randers Politi. Et møde, der rummede en vis gensynsglæde, eftersom begge mændene hører til blandt politiets faste "kunder". Tyvekosterne afslørede nattens aktiviteter, og dermed var begge tyve i politiets varetægt, mens anmeldelserne i løbet af torsdag begyndte at komme ind. Efter at have matchet anmeldelserne med de stjålne koster, kunne man så begynde at levere dem tilbage til deres retmæssige ejermænd. - Det er jo dejligt, når det går så stærkt. Det er den slags, man kunne ønske sig noget oftere, for så ville de nok hurtigt holde op, siger Verner Holm med henvisning til de turnerende tyveknægte. Han glæder sig over rosen, men sender den i øvrigt videre. - Det var udelukkende takket være en kvik patrulje fra Randers, så alle roser må gå til dem, siger han.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...