Tyve går efter sommerhus og designermøbler

Der er i øjeblikket en stigning i antallet af sommerhusindbrud i Vendsyssel

Indbrud i forretning

Indbrud i forretning

VENDSYSSEL:Der er i øjeblikket ekstra mange sommerhusindbrud - og tyvene går målrettet efter dyre designermøbler.

Det er især sommerhusene langs vestkysten i Jammerbugt og Hjørring Kommuner samt i Skagen, at indbrudstyvene i øjeblikket går efter. Og det er typisk designermøbler såsom PH-lamper, Wegner stole og Børge Mogensen-møbler, der bliver stjålet.

Det fortæller politikommissær Sune Myrup, Nordjyllands Politi.

- Vi har set en stigning i antallet af designer-indbrud i Vendsyssel de seneste to måneder, siger politikommissæren.

Stigningen er dog ikke alarmerende, forklarer han. Hvert år omkring denne tid retter tyvene nemlig deres fokus mod sommerhusene.

- Vi går jo ind i en tid, hvor der bliver tidligt mørkt, og hvor der ikke er så meget liv i sommerhusområderne, siger Sune Myrup og tilføjer, at der til gengæld har været meget få sommerhusindbrud i løbet af året.

Nordjyllands Politi har dog også rettet fokus mod sommerhusområderne i håbet om at få fat i nogle af tyvene.

Så sent som tirsdag lykkedes det ordensmagten at anholde to mænd, der havde bilen fyldt med designermøbler, der stammede fra to sommerhusindbrud i Skagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.