Tyverier

Tyve gik i spåner

Stjal op mod 1500 kilo messingspåner i Assens

Tyveknægtene er med garanti ikke kommet cyklende til Strauss Maskinfabrik på Industrivej i Assens i tidsrummet mellem onsdag aften og klokken 6 torsdag morgen. De har nemlig udset sig en container ved fabrikken, hvorfra de har opfisket mellem 1000 og 1500 kilo messingspåner. Formentlig har de vidst, at den slags koster penge. Mange penge. Værdien af de stjålne messingspåner løber såmænd op i cirka 30.000 kroner.