Tyverier

Tyve satte ild på hus

Beboere kom hjem fra ferie til brand- og vandskadet bolig

Huset i Skolegade i Brønderslev fremstår slemt skadet efter tyvenes indbrud og antændelse. Foto: Kurt Bering

Huset i Skolegade i Brønderslev fremstår slemt skadet efter tyvenes indbrud og antændelse. Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:En to etagers ejendom i Skolegade i Brønderslev tog slemt skade, efter at tyveknægte tidligt søndag forsøgte at slette sporene efter deres indbrud. Alarmcentralen fik sit opkald klokken 1.32 søndag, og da brandfolkene fra Brønderslev Brandvæsen kom frem, kunne de konstatere, at der tydeligvis var sat ild til huset. Hele overetagen brændte ud, mens resten af huset blev kraftigt vandskadet af slukningsarbejdet. - Der var brudt en dør ind til huset op, og alt var rodet igennem. Og så havde gerningsmanden eller mændene altså sat ild på, forklarer vagtchef Henrik Bech, Nordjyllands Politi. Brandvæsenet måtte talstærkt om af ejendommen igen søndag over middag, fordi der skete en kortvarig opblussen af ilden i villaen. Henrik Bech oplyser, at beboerne i ejendommen har været bortrejst på ferie andetsteds i Danmark, og at tyven eller tyvene derfor har haft frit spil. Ved middagstid var beboerne dog kommet hjem til det ubehagelige syn, men de ønskede ikke at udtale sig om sagen. - Der var stjålet et fladskærms-tv, men det var også det hele. Det er langt værre, at gerningsmanden eller mændene sætter ild på bagefter - også selv om ingen var i umiddelbar fare ved branden, konstaterer vagtchefen. Der skal i dag foretages tekniske undersøgelser af brandstedet for med sikkerhed at få fastslået brandårsagen. Det er fjerde gang inden for kort tid, at der har været ild i forbindelse med indbrud, men politiet efterforsker ikke ud fra teorien om, at der er tale om samme gerningsmænd. - Dertil er hændelserne simpelthen for spredte, siger vagtchef Henrik Bech.