Tyve stjæler farlig medicin fra sygehus: Kan have dødelig effekt

Nordsjællands Politi oplyser, at tyve har stjålet medicinen fentanyl fra Hillerød Sygehus.

Ritzau
Hillerød Sygehus blev natten til tirsdag udsat for et tyveri af farlig medicin. Foto: Free/Colourbox/arkiv
Kriminalitet 3. januar 2018 17:51 - Opdateret 3. januar 2018 21:17

Hillerød Sygehus blev natten til tirsdag udsat for et tyveri af farlig medicin.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om medicinen fentanyl, som er meget farlig. Ved indtagelse kan det have en dødelig effekt, lyder det.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at der er blevet stjålet ti ampuller af 100 mikrogram og ti ampuller af 500 mikrogram.

- Det vides ikke, hvordan gerningsmændene er kommet ind, men vi kan se, at skuffen er blevet opbrudt.

- Vi ved ikke med sikkerhed, om man målrettet gik efter denne type medicin, men det er det eneste, der er blevet stjålet, siger vagtchef Jan Hedager til Ritzau.

Medicinen er flydende og opbevares optimalt i klare glas.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...