Tyverier

Tyve stjal flere ton metal

Brandfolk fra Aalborg rykkede fredag morgen ud til brand i en stjålet lastbil, som blev brugt ved tyveri fra reservedelsfabrik.

En lille lastbil, der udbrændte totalt på pendlerpladsen ved motorvejsafkørslen 17 Hjallerup Syd på E45, var tidligere på natten stjålet fra Reservedelsfabrikken på Lucernevej i Hjallerup. Ejeren af Reservedelsfabrikken Peter Mølbjerg fortæller, at der sammen med lastbilen var stjålet mellem tre og fire tons metaller og en VW Sharan. Men metallerne var væk fra lastbilen, da den brændte. Politiet har en mistanke om, at branden i lastbilen var påsat. Fabrikken sætter nu alarmsystemer op, der skal holde ubudne gæster væk.