Tyverier

Tyve tyveknægte

VKO-EKSPERIMENT:De politiske tyveknægte hærger i Danmark. Landet har problemer, og tyveknægtene har blikket stift rettet mod velfærdsgoder, der tilgodeser de svageste i vores samfund, de nedslidte og de uddannelsessøgende. Det er traditionel borgerlig-liberal tænkning. Der er ikke fokus på nyskabelse og igangsætning. Nu vil de afskaffe efterlønnen. I guder - den almindelige dansker må gå rundt med mavekneb. Den efterløn, som de vil afskaffe, er en ordning der sikrer, at almindelige arbejdende mennesker, der ikke har haft mulighed for at kunne spare op, kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på nogenlunde samme vilkår som de velstillede i vores samfund. Angrebet på efterlønnen er en hån mod den almindelige danskers evne til at tænke og reflektere over, hvad der sker omkring dem. Gennem ti år har der været fokus på at formindske statens indtægter. Skattetoppet og diverse ufinansierede skattelettelser har formindsket statens indtægter med 40 milliarder pr. år. Der er bevilget skattelettelser til de rigeste danskere med baggrund i forventningen om fortsat vækst. Skattelettelserne er altså givet på forventet efterbevilling. En sådan adfærd vil normalt blive betegnet som gambling eller kasinoøkonomi, og der er gennem århundreder blevet advaret mod at sælge skindet før bjørnen var skudt. Den kasinoøkonomiske tænkning er brudt sammen, og regningen skal nu betales af de danskere, der ikke var inviteret med til festen. Jeg håber, at rigtig mange danskere tænker efter, om det nu er rimeligt. Hvorfor skal de mange, der fik alle gaverne - 40 milliarder - ikke til lommerne og bidrage til løsningen af de problemer, det borgerlig-liberale eksperiment har påført nationen. Eksperimentet vil nok i de næste udgaver af de politisk-økonomiske historiebøger blive beskrevet som danmarkshistoriens dyreste eksperiment. Et tilbageblik afslører en VKR-regering og diverse firkløverregeringer, der på lignende måde efterlod et økonomisk morads.