Tyve vilde med påhængsmotorer

Over weekenden er der stjålet otte motorer fra både i to havne

Tyverier 9. september 2008 06:00

I weekenden blev det atter bekræftet, at påhængsmotorer er populære blandt tyve. Hele otte er forsvundet over weekenden. To blev stjålet fra Hvalpsund Lystbådhavn i fredags, hvor motorene tilhørte to joller. De seks andre forsvandt fra Rønbjerg Havn mellem fredag middag og søndag eftermiddag og tilhørte Ranum Efterskole. Først på sommeren var der også et større tyveri af påhængsmotorer, hvor hele ni forsvandt på en enkelt nat fra Løgstør Havn. Her startede man blandt sejlerne at være mere opmærksom på tyverierne, og holdt et ekstra øje med havnen. - Siden har vi ikke fået stjålet påhængsmotorer, men derimod er tyvene blevet sultne efter ål, der forsvinder fra hyttefadene. Men jeg kan da kraftigt opfordre de andre havne til at gå sammen og på skift holde opsyn med bådene, for det ser ud til at virke, siger havnefoged i Løgstør Ib Johansen. Politiet er efter denne weekend på bar bund i forhold til gerningsmænd. Der kan være tale om samme gerningsmænd bag begge tyverier, da fremgangsmåden er ens. Men Nordjyllands Politi mangler nogle flere og mere konkrete oplysninger på gerningsmændene, før de kan spore sig nærmere ind på dem. Derfor opfordrer politiet folk til at henvende sig, hvis de har set mistænkelige personer eller biler i havneområderne. Af Lotte Gyldenvang lotte.gyldenvang@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...