Tyverier

Tyvebande på rov i Tøjhuset

Kvik kunde ledte politiet på sporet af hærdede kriminelle

NIBE:Lars Larsen og en kollega ekspedererede indendøre i Tøjhuset, da en bil med tre personer parkerede tæt på ved Grydstedvej i Nibe, og de udenbys var absolut klædt på til gratis selvbetjening. - Vi havde travlt, og opdagede ingenting, fortæller Lars Larsen. Tyvene havde også travlt, meget travlt. I lyntempo forsynede de sig med gadevarer fra Tøjhuset, smed dem ind i bilen - 15 strikketrøjer, seks jakker og tre par bukser - drønede fra stedet, men blev set af en kunde. - Kunden kom ind i butikken med flugtbilens nummer, fortalte om tyveriet, og vi alarmerede fluks politiet, fortæller Lars Larsen. En patrulje opdagede bilen på Ny Nibevej ved Frejlev, standsede den, og anholdt de tre tøjtyve: en 47-årig kvinde og 37-årig mand fra Aalborg, og en 29-årig kvinde fra Svenstrup. - Absolut gamle kendinge især af Aalborg Politi, erfarer vagthavende. De blev løsladt, sigtet for butikstyveri, og onsdag kørte politiet udbyttet tilbage til Tøjhuset - tilsyneladende intakt. For et par uger siden stjal drenge fra lokalområdet flistrøjer fra en af Tøjhusets garager, men også den sag skulle nu være opklaret.