Tyverier

Tyvebande stjæler airbags

NORDJYLLAND:Politiet har foreløbig ingen forklaring på, hvorfor det er blevet så lukrativt at bryde ind i biler og stjæle airbags ved bilernes førersæde. Teorien er, at folkene bag tyverierne er bander, der leverer varer til Østeuropa. Politiassistent Torben Vestergaard fra Nordjyllands Politi oplyser, at der i løbet af få dage er stjålet 19 airbags fra biler i Brønderslev, Aars og Løgstør. - Men vi ved ikke, hvad de skal bruge airbaggene til. De er ret simple at fjerne med en lille skruetrækker, men hvordan de kan bruges i andre biler, ved vi ikke, siger Torben Vestergaard. Banden har tilsyneladende specialiseret sig i at fjerne sikkerhedsudstyret fra parkerede biler, og det er især biler af mærkerne Skoda Fabia eller Skoda Octavia, Seat og i mindre grad VW, som tyvene har kig på. Bilerne kommer fra samme bilproducent. I hele Jylland er der inden for de seneste tre måneder stjålet i alt 58 airbags. /ritzau/