Tyvegods på de danske museer skal ikke mærkes

Tyverier 20. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Kulturminister Brian Mikkelsen (K) nægter at være med til, at danske museer eksempelvis skal skrive "stjålet i Tyskland som krigsbytte" eller "røvet i Sverige fra et museum" på museumsgenstande, som i sin tid er kommet hertil på lidt ufin vis. Det har Dansk Folkepartis folketingsmedlem, Peter Skaarup, ellers foreslået. Han mener, at danskerne skal kunne se, hvad der er kommet til dagens lys ved almindeligt arkæologisk arbejde, og hvilke genstande, der decideret er blevet hugget. Derfor har han på partiets vegne foreslået en tydelig skiltning, så gæsterne snildt kan se, hvad de danske myndigheder tidligere har raget til sig ved tyveri, røveri eller krigsbytte. - Hensigten skulle helt klart være, at danskerne får et sammenlignings- og informationsgrundlag, som gør, at de besøgende kan se, hvor relativt få stjålne genstande, der optræder på danske museer sammenholdt med det store antal røvede danske kulturgenstande på svenske museer og slotte, siger Peter Skaarup. Han nævner som eksempel, at Dronning Margrethe I's brudekjole, der blev stjålet af den svenske hær i Roskilde Domkirke, i dag kan ses i Uppsala Domkirke, ligesom Næstved Bys jordebog, førsteudgaven af Jydske Lov fra 1200-tallet og også andre kulturskatte befinder sig i Sverige. Men kulturminister Brian Mikkelsen vil ikke være med til at pålægge de danske museer en sådan mærkningsordning. Ifølge ham har Kulturarvsstyrelsen slet ikke noget overblik over, hvor mange genstande på museerne, der kan betegnes som krigsbytte. - Men det må være ret lidt, for Danmark har tabt hovedparten af de krige, vi har medvirket i, fastslår Brian Mikkelsen. Både han og Kulturarvsstyrelsen er dog enige om, at museerne skal formidle oprindelse og forhistorie for de udstillede genstande. - Men det bør ske som et led i museernes almindelige formidling og ikke som en løsrevet oplysning, mener Brian Mikkelsen. Dansk Folkeparti har ved en tidligere lejlighed krævet, at krigsbyttet i Sverige - for eksempel Dronning Margrethes I's brudekjole - skal tilbageleveres. Men også dengang var Brian Mikkelsens svar nej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...