AALBORG:En snarrådig indehaver af en herretøjsforretning i Løkken genkendte lørdag fire personer i en svensk indregistreret bil i Løkken. Bilen var ved at tanke benzin på en tankstation.
I bilen sad fire serbere, der alle har bopæl i Sverige.
Herretøjshandleren konfronterede de fire i bilen med, at de var genkendt som bagmændene bag to butikstyverier torsdag i henholdsvis Blokhus og Løkken.
Tre af personerne i bilen stak af, men med politiets mellemkomst blev to af de i alt fire personer i bilen anholdt, og ved et grundlovsforhør ved retten i Aalborg søndag middag blev de to fængslet frem til 6. juli for tyverier i stor stil.
Mærkevarer i massevis
For i bilen fandt politiet mærkevarer i tøj, solbriller, parfumer og andre varer, som alle formodes at være tyvekoster.
- Politiet fandt koster overalt. I bagagerummet, i handskerummet - ja you name it. Vi vurderer, at der var koster for op mod 150.000 kroner i bilen. Og mange af varerne havde fortsat prismærker på, så derfor er der begrundet mistanke om, at der er tale om tyvekoster. Og det vurderede retten jo også ved at varetægtsfængsle de to, forklarer senioranklager ved Nordjyllands Politi politiassessor Lone Lyngsø.
De to anholdte er far og søn.
Den 46-årige far nægtede alt og forklarede i retten, at det var ”nogle venner”, som var kommet med varerne i bilen, og at han ikke vidste noget om varerne.
Erkendte butikstyverier
Sønnen på 27 år erkendte dog de to butikstyverier i henholdsvis Løkken og Blokhus, men også det nægtede faderen ethvert kendskab til.
De to kærede da også øjeblikkeligt deres fængslinger til Vestre Landsret, der tager stilling til kæremålet mandag.
Det er politiet i Hjørring, der foretager efterforskningen i sagen, og de vil gerne have henvendelser fra butikker, der kunne tænkes at savne mærkevarer i tøj, solbriller, parfumer og den slags.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.