Tyverier

Tyven gik efter guldet

En villa på Fyrbakken i Hirtshals har været udsat for indbrud, hvor tyven gik efter guldet.

Udbyttet bestod af blandt andet et massivt guldarmbånd, et Omega guldur med en 18 karats guldlænke, guldøreclips, en guldbroche, en guldhalskæde og såmænd også en guldring med fire mælketænder. SINDAL Klokken fem torsdag morgen var der indbrud i Sindal Traktorkompagni i Gaden i Sindal. Der er stjålet en fladskærm og en dvd-afspiller. TOLNE Onsdag mellem klokken 12 og 13 var der indbrud i et hus på Dvergetvedvej. Tyven kom ind ved at brække et vindue op. Fra huset er der stjålet en 50 tommer stor fladskærm af mærket Samsung, en PlayStation og nogle spil. HJØRRING Det var også i dagtimerne, nærmere bestemt mellem klokken 14 og 15 onsdag, at der var indbrud i et hus på Brunbakkevej i Hjørring, hvor der også blev stjålet et fladskærms-tv. TÅRS Endnu et indbrud i dagtimerne fandt sted i et hus i Bredgade i Tårs, hvorfra der blev stjålet en PlayStation 2. ASTRUP Der har været en række indbrud i Astrup på det seneste, og onsdag var ingen undtagelse. Mellem klokken 18.30 og 19.30 blev der begået indbrud i et hus på Nørrevænget. Tyven kom ind ved at bryde et vindue op. Fra stuen er der stjålet et stereoanlæg og et fjernsyn, begge af mærket B&O.