Tyverier

Tyven gik efter hjul

AALBORG:En årvågen politipatrulje fra Aalborg snuppede tirsdag aften ved 22-tiden en 26-årig mandlig tyveknægt, der netop havde stjålet fire fælge med dæk på. Den unge mand, der er fra Aalborg, havde skruet hjulene af en bil, der holdt parkeret på SMC"s oplagsplads for biler på Indkildevej 16 i Aalborg, oplyser kriminalpolitiet i Aalborg. Tyveknægten havde efterfølgende smidt hjulene over hegnet til pladsen og ud langs med motorvejen, hvor lovens lange arm fik øje på tyvekosterne. Den 26-årige blev anholdt på stedet med hjulskruerne på sig. Der er tale om en såkaldt "gammel kending" af politiet, og manden blev taget med til afhøring på Politigården i Aalborg og efterfølgende løsladt.