Tyverier

Tyven kom, da familien sov

Tre villaer i Skørping udsat for tyverier

SKØRPING:Mens familiens medlemmer sov, brød en ukendt gerningsmand natten til søndag ind i en villa på Nordre Skovvej i Skørping. Terrassedøren blev brudt op af tyven, og uden at blive opdaget listede han væk med en bærbar computer, en musikafspiller af mærket iPod samt en mobiltelefon. Politiet ser en mulig sammenhæng med to andre episoder i Skørping samme nat: Søndag efter klokken seks om morgenen trængte en tyv ind i en bolig på Frugthaven. Vedkommende brød en dør op og stjal en bærbar computer. Tredje episode foregik også i en villa på Frugthaven, hvor tyven stjal kontanter fra en tegnebog, der lå i en entré. Dette tyveri skete i de tidlige morgentimer mellem klokken fire og otte søndag. Vicepolitikommissær Merete Norring fra Nordjyllands Politi i Hobro betragter indbruddene som alvorlige. - Det er altid meget ubehageligt, når tyve bryder ind, mens beboerne sover i boligen, siger hun.