Påkørte politibil under vild flugt: Fuld og skæv nordjyde rykker direkte i fængsel

En 26-årig mand fra Hjørring er blevet varetægtsfængslet, sigtet for to indbrudsforsøg

Jesper Ramsing og Steffen Bek
Arkivfoto
Færdselsforseelse 13. juni 2018 13:13 - Opdateret 13. juni 2018 13:54

TYLSTRUP: En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for to tyveriforsøg, efter han tirsdag aften blev taget på fersk gerning.

Det oplyser anklager Torben Kaufmann.

Den 26-årige blev dog ikke anholdt uden dramatik. Der skulle en biljagt med flere patruljer til, før manden fra Hjørring lod sig anholde.

Påkørte patruljebil

Dramaet startede ved 21.15-tiden, da en vagt på en byggeplads på Ravnkildevej i Aalborg opdagede, at en tyv var i færd med at stjæle værktøj fra området. Han spottede en sorte Saab på overvågningen og kontaktede politiet.

En politipatrulje fik øje på bilen i nærheden af Brønderslev en halv time senere, men føreren havde ikke tænkt sig at stoppe, så det blev starten på en dramatisk biljagt sydpå ad motorvej E39, inden den sorte Saab drejede fra ved Tylstrup og til sidst endt ude på en mark på Luneborgvej, hvor en patrulje kunne pågribe manden.

I forbindelse med biljagten havde den 26-årige forinden påkørt en civil patruljebil med vilje, da han forsøgte at flygte fra politiet.

En række sigtelser

Den 26-årige er sigtet for indbrudsforsøget på byggepladsen samt et indbrudsforsøg i en bil på en pendlerplads ved Brønderslev. Derudover er han sigtet for vold mod tjenestemand, kørsel i narko- og spirituspåvirket tilstand, forsætlig påkørsel af civil politibil, kørsel uden gyldigt kørekort og flere andre overtrædelser af færdselsloven.

Det var dog kun de to tyveriforsøg, manden blev varetægtsfængslet på. Han er nemlig dømt for indbrudskriminalitet så sent som 7. maj, oplyser Torben Kaufmann.

I Retten i Aalborg nægtede den 26-årige sig skyldig, og forklarede i stedet, at han var på byggepladsen i Aalborg for at se på nogle bygninger, fortæller anklageren.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...