Tyveritiltalt forlod politigård med mistænkelig pose

Politimand gik fra sit arbejde med en sæk stjålne lamper, mener anklagemyndighed. Det var krykker, siger han.

Kriminalitet 5. september 2018 15:37

Video fra to kameraer ved Politigården i København viser en tyveritiltalt politimand, der forlader sin arbejdsplads bærende på to sorte sække og en stor sportstaske.

Og selv om anklager Line Scharf mener, det ligner, at der er noget timeglasformet svarende til de store stjålne bordlamper i den ene sæk, er det ikke tilfældet.

- Det er krykker, som jeg henter til min kollega, siger politimanden onsdag i Københavns Byret.

Du bærer krykker i en plastiksæk, spørger Scharf, som mener, at det vil være mere oplagt at bære krykker i hånden i stedet for at komme dem i en sæk. Desuden er krykker ikke brede både i top og bund, påpeger anklageren.

Men politimanden skulle hente to kilo proteinpulver og noget træningstøj til en kollega, som havde fået en knæskade. Det er derfor muligt, at de ting også har ligget i sækken, mener han.

- Så kunne jeg have det hele samlet og bære det på én gang, siger han.

Det er en erfaren politimand, som er tiltalt i den opsigtsvækkende sag.

I knap to årtier var han ansat ved Københavns Politi, men i perioden fra januar 2013 til juli 2016 var betjenten noget langfingret, mener anklagemyndigheden.

Han er tiltalt for at have stjålet fem Aage Rafn-bordlamper, som er specialdesignet til Politigården i København, samt tre Art Deco lysekroner, som har hængt ved Rigspolitiet. Den samlede værdi er estimeret til 310.000 kroner.

Lamperne, som han ifølge tiltalen har fået venner til at sælge for sig, skulle i et af tilfældene netop være afleveret i støvede, sorte plastsække.

Yderligere tre mænd er tiltalt i sagen, blandt andre en anden politimand, som ifølge tiltalen har forsøgt at sælge en af lysekronerne via auktionshusene Lauritz.com og Bruun Rasmussen.

Der ventes dom i sagen fredag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...