Tyvstart og tvivlsom opstilling

SERRITSLEV:Allerede i aften tyvstarter PSI, Serritslevs serie 4 i fodbold anden turneringshalvdel med et lokalopgør på udebane mod arvefjenden BI. Og der er en del tvivl om hvorledes træner Poul Erik Christensens startopstilling kommer til at se ud. Det er givet, at PSI må se bort fra en af klubbens mest målfarlige spillere, nemlig Mads Gravholt, der er startet idrætshøjskoleophold på Fyn. Han er ikke disponibel til BI-kampen, men vil dog forsat spillere for PSI, i det omfang det er muligt. -Desuden må vi se bort fra Lars Funder, som har karantæne fra forårsturneringen. Tillige er der spørgsmålstegn ud for Kristian Holm, Kim Pedersen og Anders Hansen. Først op til selve kampen, har jeg den endelige opstilling klar, fortæller træner Poul Erik Christensen. PSI indtager femtepladsen før sæsonens sidste 11 kampe. Målet for efteråret er at rykke en par pladser højere op af pointstigen. PSI må regnes for favorit i aftenens kamp. Gæsterne har 18 point, mens BI er sidst i rækken med blot tre.