Tyvstart på forskning
Masser af aktiviteter ved Forskningns Døgn i og uden for Det Røde Pakhus i Hobro
Efter et års pause er Forskningens Døgn tilbage i og udenfor Det røde Pakhus på havnen i Hobro lørdag 21. april, hvor alle kan få lov til at lave og se sjove forsøg og selv lege pilfinger. - På havnen og i pakhuset bliver der vendt op og ned på vores hoveder med alt fra colageysere, selvskabte tornadoer, kemiforsøg med isblomster til termografier, segwaybane og et show med Kåre og Emil fra børne-tv. - Og jo - man kan godt få en autograf efter showet, siger miljøvejleder Inger Taylor, koordinator for Forskningens Døgn. På "forskertorvet" kan man blive fotograferet med et varmekamera og Aalborg Universitet kommer med et kemishow, Ungdomsskolen laver ungdoms-tv og gymnasiet kommer med hjemmelavede robotter. Gasmuseet, skoler, lokale virksomheder og landskendte berømtheder medvirker. SparNord har lovet at uddele en pris til gymnasieeleverne. - Som altid under Forskningens Døgn kan du få aktiveret både hjernen og kroppen på en sjov og underholdende måde. Prøv for eksempel at bage en videnskabelig pandekage, lyder opfordringen fra Inger Taylor. Allerede fredag 20. varmer eleverne på Mariagerfjord Gymnasium og Nordre Skole op til begivenheden med fokus på klima og klimaforandringer. På Gymnasiet holder professor Torben Larsen fra Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet foredrag om klimaændringer fra kl. 12 om nye risici for stormflod og oversvømmelser. Sammen med elever og besøgende vil han reflektere over, hvordan vi hidtil har planlagt bagudrettet. Geolog Ole Bennike fra GEUS besøger Nordre Skole samme dag kl. 13 og holder foredrag om klimaændringer gennem historien og stiller spørgsmålet: - Kan mennesker overhovedet ændre Jordens klima? Eleverne har på forhånd haft undervisning om klimaændringer og har lavet opgaver om emnet. Alle arrangementerne er gratis for alle. Lørdag er der gang i aktiviteterne på havnen fra kl. 10-16. Det hele gennemføres med støtte fra Spar Nord, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Mariagerfjord Kommune, Cemtec, Gasmuseet, Mariagerfjord Gymnasium, Mariagerfjord Naturskole og Mariagerfjord Erhvervsråd. Forskningens Døgn foregår over hele landet i dagene 19.-21. april.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.