Tyvstart på undervisning

30 unge sidder på skolebænken i ferien.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bjørn Themsen har selv udgivet tre romaner og forsøger nu at hjælpe nye forfattere på vej. Foto: Bent Bach

BRØNDERSLEV:- Der sad en død pige i klassen. Sætningen er første linie i en roman og skulle gerne give læseren lyst til at læse videre. Den skal også være med til at give en gruppe unge forfatterspirer inspiration til, hvordan man starter en historie. Forfatter Bjørn Themsen forsøger at sætte gang i tankerne hos eleverne på den årlige forfatterskole arrangeret af Brønderslev Kommune. I et varmt klasselokale på Nordjyllands Idrætshøjskole sidder halvdelen af holdet samlet for at få undervisning i den svære kunst at skrive indledningen til en roman. På tavlen står sætningen ”Når en mobil ringer i timen, så dør en elev samme aften”. Bjørn Themsen går rundt langs bordene og stikker kridtet i hånden på en tilfældig elev. En efter en må de skrive en sætning på tavlen, så der til sidst danner sig en historie. Udgive novelle Det er populært at komme på forfatterskole. I år kom der omkring 400 ansøgninger, men der er kun plads til 30. Det er heller ikke kun udsigten til undervisning, der trækker deltagere til. For 15-årige Cecilie Pedersen fra Aalborg er det især muligheden for at få noget udgivet, som lokker. Alle skal inden ugen er omme have skrevet en novelle, der bliver trykt i en fælles udgivelse. - Jeg er god til at skrive og kan godt lide det. Det er stor chance for at få noget udgivet, som ellers kan være svært. Det er også spændende at blive undervist af forfattere, lyder Cecilies begrundelse for at bruge en ferieuge med undervisning. I næste uge kører forfatterskolen et skandinavist kursus med unge fra Norden. Denne uge er alle danske, men kommer fra hele landet. Rebecca Bormann fra Brøndby hørte som forfatterskolen gennem sin dansklærer, som kom med brochuren og foreslog, at hun søgte ind. Hun er allerede begejstret for skolen. - Jeg havde troet, at det ville være meget mere nørdet. Men det er det slet ikke. Jeg har mødt en masse, som har sammen interesser som mig og samme humor, fortæller Rebecca, der hurtigt kunne konstatere, at deltagerne ikke som forventet var en gruppe forsigtige nørder med store briller og kedelige frisurer. Deltagerne forsætter med undervisning et par dage, og onsdag går de for alvor i gang med at skrive på deres novelle, som skal blive resultatet af anstrengelserne i varmen.