U/19-landsholdet banker Bulgarien med 5-0

Danmarks kommende stjerner har kurs mod sommerens EM i Litauen efter knusende storsejr over Bulgarien.

U/19-landsholdet banker Bulgarien med 5-0

Danmarks fodboldtalenter på U/19-landsholdet fortsætter med at imponere i EM-kvalifikationen i Portugal.

Efter at landstræner Thomas Franks mandskab tirsdag åbnede med en 5-0-sejr over Tjekkiet, så var det torsdag aften Bulgarien, der fik prygl.

De kommende danske stjerner vandt endnu en gang med 5-0, og dermed kan holdet så småt begynde at drømme om at deltage i sommerens EM-slutrunde.

De bulgarske modstandere startede med en betondefensiv, og danskerne havde svært ved at få dirket hul.

Først efter 35 minutter lykkedes det Danmark at komme foran med 1-0, da Lyngbys Yussuf Poulsen spillede Kristian Lindberg fri, så FC Nordsjælland-angriberen nemt kunne score.

Kort før pausen øgede Lindberg til 2-0 på et straffespark, der klodset blev begået mod FC Københavns Danny Amankwaa.

Danmark fortsatte med at dominere efter pausen. Efter en time øgede anfører Christian Nørgaard fra Hamburger SV til 3-0 efter klumpspil foran bulgarernes mål.

Kort efter scorede Kristian Lindberg sit tredje mål i kampen, inden Brøndbys Mads Nielsen cementerede sejren med en scoring i slutfasen.

Bulgarerne fik undervejs udvist to spillere.

Landstræner Thomas Frank brugte kampen til at hvile to af holdets største profiler - Fiorentina-angriberen Kenneth Zohore samt Pierre Emile Højbjerg fra Bayern München.

De danske talenter mangler nu kun en enkelt kamp mod Portugal for at opfylde håbet om en plads til sommerens EM.

Kravet er højst sandsynligt en sejr over de portugisiske værter, da kun et enkelt hold fra kvalifikationspuljen kommer med til EM i Litauen. Slutrunden bliver spillet fra 20. juli til 1. august.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.