Trafikulykker

U-vending årsag til voldsom ulykke

70-årig forsøgte vending, men overså bil, der torpederede den 70-åriges bil. Opdateret kl. 22.00

En U-vending på Nørhalnevej mellem Nørhalne og Biersted var torsdag klokken 14.09 årsag til en alvorlig trafikulykke, hvor to personer blev alvorligt kvæstet, mens en tredje person slap næsten uskadt. En 70-årig mand kørte sammen med sin jævnaldrende hustru mod vest mod Aabybro på Nørhalnevej ved Biersted. Parret fandt ud af, at de var kørt for langt og holdt derfor ind i højresiden af vejen, hvor de lod en bil passere. Herefter forsøgte den 70-årige sig med en U-vending, men havde overset en bil ført af en 18-årig mand fra Aabybro. Ramte ind i førersiden Han ramte ægteparrets bil direkte ind i førersiden, og både den 18-årige og den 70-årige fører blev alvorligt kvæstet. Således måtte den 70-årige skæres fri af bilen, medens hans hustru slap stort set uskadt fra ulykken. - Både den 70-årige og den 18-årige er alvorligt kvæstede - den 70-årige har således brud på adskillige knogler i kroppen, men er udenfor livsfare, og den 18-årige har læsioner i hovedet, men er ligeledes udenfor livsfare, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Frank Liltorp. Bilinspektionen undersøger ulykken Bilinspekionen foretog med det samme nærmere undersøgelser på ulykkestedet, men ifølge vagtchefen er der ikke belæg for at sige, at den 18-årige kørte for stærkt. - Det skal bilinspektionens undersøgelser afklare, konstaterer vagtchefen.