U11 blev amtsmestre

Tennis 3. september 2002 08:00

Aars Tennisklubs U-11 hold kendte kravene inden holdets sidste kamp mod Støvring. Kampen skulle mindst ende med en tre points-sejr, hvis amtsmesterskabet skulle i hus. Spillerne fra Aars viste ingen nåde. Støvring blev besejret 6-0, og Aars-spillerne tillod kun Støvring-spillerne at vinde 10 partier til sammen. Holdet består af Marianne Nikolajsen, Mette Dencker Larsen, Picki Troelsen, Casper T. Christensen, Peter Hermann, Mikkel Johnsen og Rasmus Lützow. Sejren og amtmesterskabet blev fejret behørigt i champagne. I næste weekend har U-15.2 chancen for at gøre U 11 kunststykket efter. Holdet viste sig nemlig - ikke mindst til overraskelse for sig selv - at have vundet deres række efter fintælling. I seniorrækken missede serie 3.1 pladsen i finalen om amtsmesterskabet i en meget tæt kamp mod Biersted/Tversted. Efter fem timers spil trak gæsterne fra Biersted/Tversted det længste strå. Holdkampen endte 3-3, og med syv sæt til hvert hold var det partierne, der afgjorte matchen. Her havde Biersted/Tversted 75 partier mod Aars 67. - Holdresultaterne for sæsonen har været meget positive, konstaterer formanden for Aars Tennisklub, Poul Erik Pedersen. - Det er med en vis spænding, at vi ser frem mod, om førsteholdet er i stand til at klare sig i Jyllandsserien, når udendørssæsonen 2003 begynder, siger han. Bortset fra Aalborg har Aars nu det højst rangerende nordjyske hold i tennis. - Vi håber da, at den nye status vil tiltrække nye spillere, som vil prøve at spille sig på jyllandsserieholdet, siger Poul Erik Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...