Tyverier

Uacceptabelt tyveri fra almene ejere

Regeringen og Dansk Folkeparti er netop nu i færd med at stjæle yderligere 4,4 mia. kr. af de almene lejeres opsparede penge.

Det er helt uacceptabelt. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne allerede har taget næsten seks mia. kr. fra de almene lejeres opsparing i Landsbyggefonden. Det er penge, der ellers skulle have været brugt til at modernisere og renovere de nedslidte almene boliger. Men regeringen har altså fingrene i kassen og vil tage yderligere godt fire mia. kr. af de almene lejeres penge. Det er helt urimeligt, at det ikke længere er en fælles opgave at bygge boliger i vores samfund. Nej, hvis der skal være boliger til de fattigste, skal det åbenbart være nogle andre fattige, der skal betale, mens de rigeste ikke skal betale en krone. Man skal huske på, at lejerne ikke har fået del i det tocifrede milliardbeløb, regeringen har givet i ejendomsskattelettelser. Og mange af lejerne har heller ikke fået gavn af regeringens øvrige skattelettelser, men har til gengæld måttet betale for dyrere busbilletter, højere daginstitutionstakster og mere brugerbetaling på f.eks. uddannelse. Med regeringens forslag vil staten spare penge, og de almene lejere – der er blandt de fattigste mennesker i det her land – betale regningen. Det er hæmningsløs omfordeling fra fattig til rig.