Uafgjort mellem Team Ø og Tarm/Skjern

Skjern 1. december 2002 07:00

HJALLERUP: Fredag var Team Østvendsyssels håndboldherrer i ynglingedivisionen oppe imod Tarm/Skjern 2000 på hjemmebane. Det blev en kamp, der endte med nedbidte negle og en uafgjort stilling på 32-32. Team Ø lagde ud med lyn og torden og var efter fem minutter foran 4-0. Ifølge træneren var der ingen tvivl om, at spillerne var opsat på at tage revanche for sidste uges dårlige præstation. Men desværre opstod der store problemer i Team Øs forsvarsspil i løbet af kampen, ligesom holdet på grund af skader blev nødt til at sætte tempoet ned. Alligevel spillede Team Østvendsyssel ifølge træneren et utrolig flot disciplineret angrebsspil, hvor det fulgte de aftalte taktikker meget flot. Ved pausen halede Tarm/Skjern dog ind på østvendelboerne. Efter pausen prøvede Team Ø flere taktikker af for at få sat gang i forsvarspillet, men uden den store succes. 45 sekunder før kampens afslutning scorede Team Ø på kontra til 32-31, men desværre udlignede Tarm/Skjern, lige inden kampen blev fløjtet af. Team Østvendsyssel spiller igen mod Tarm/Skjern - ude - her i weekenden. - Her må vi absolut se at få rettet op på vores forsvarsspil for at kunne få point. Vi ligger nu nummer fire med syv point for syv kampe. Pladsen som nummer et eller to ser svær ud, men at nå målsætningen, som lyder på en tredje-fjerde plads er stadig mulig, siger holdets træner Morten Henriksen, der selvfølgelig helst så, at holdet blev kvalificeret til ligaen. MH og JH

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...