Uafgjort til afbudsramt FIF-mandskab

Jerslev 23. september 2002 08:00

Fodbold, serie 3: FIF-Jerslev/Sterup: 1-1 (0-1) På papiret ligner 1-1 mod et hold, der ligesom FIF ligger placeret midt i rækken, et middelmådigt resultat, men FIF-træner Tom Jensen var alligevel mere end almindeligt tilfreds med såvel resultat som indsats. Hjemmeholdet var ramt af en række afbud, og det betød, at holdet ikke kunne stille op i den vante opstilling. Alligevel var spillerne i stand til at spille et enkelt point i hus. - Det var faktisk en kanonindsats, når man tager situationen med afbud i betragtning. Vi synes, det var et rart point at få, siger træneren. Jerslev/Sterup åbnede målscoringen efter en halv times spil og var dermed foran ved pausen. I anden halvleg slog FIF til gengæld hurtigt tilbage og fik udlignet efter to minutters spil ved Jacob Nielsen, der udnyttede Jeppe Kristensens forarbejde. Resultatet betyder, at FIF stadig ligger solidt i midten af rækken og selv kan bestemme, om det skal blive til endnu en sæson i serie 3. - Vi mangler to tophold og to bundhold, så det er stadig helt i vores egne hænder, siger en fortrøstningsfuld Tom Jensen. cr

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...