Uafgjort til Birkelse i en tam kamp

BIRKELSE:Birkelse spillede uafgjort 1-1 i sæsonens sidste hjemmekamp i serie 1 mod Farsø. Det var en typisk kamp, hvor ingen af holdene havde noget at spille for, der manglede tænding og gejst over hele linjen. Efter ti minutters spil kom Farsø foran 0-1 på et hovedstød, men allerede 5 minutter senere udlignede Jon Madsen til 1-1 på hovedstød efter hjørnespark, for øvrigt hans hovedstødsmål nr. 4 i fire kampe. I resten af kampen var der flere chancer til begge hold, men retfærdigt at den endte uafgjort. En meget jævn kamp, hvor det var tydeligt, at det var sidst på sæsonen. Målsætningen for sæsonen er så rigeligt blevet opfyldt for Birkelse. Målet var, at førsteholdet skulle slutte over nedrykningsstregen, og det blev til en fin midterplacering, samtidig er 2. holdet rykket op i serie 3, så træner Jan Steffensen kan være godt tilfreds. Han kan nu se frem til næste sæson, hvor han også skal stå i spidsen for Birkelse.