Uafhængighed fortoner sig

BILBAO:Den baskiske nationalist og premierminister, Juan Jose Ibarretxe, måtte mandag erkende, at hans mål om næsten selvstændighed for Baskerlandet, nu fortoner sig, efter hans parti gik tilbage ved valget dagen forinden. Ibarretxe råder ikke længere over et flertal i det baskiske parlament, og han kan kun sikre sig et nyt, hvis han vil samarbejde med de yderliggående baskiske nationalister med relationer til det forbudte parti Batasuna og terrororganisationen ETA, eller Socialistpartiet, som var valgets sejrherre. Går han sammen med separatisterne, vil det kunne øge spændingerne i både Baskerlandet og Spanien, mens han sammen med socialisterne må opgive sin mangeårige plan om et næsten uafhængigt Baskerland. - Resultatet er meget komplekst, erkendte en talsmand for Ibarretxes Baskiske Nationalistparti (PNV). PNV og dets samarbejdspartner, det yderliggående venstreorienterede Ezker Batua, fik kun 32 ud af parlamentets 75 pladser, en tilbagegang på fire, mens socialisterne overhalede de konservative som det næststørste parti med 18 pladser. Partiet Batasuna, der er den væbnede gren af ETA, havde forbud mod at stille op, men det lykkedes alligevel at få valgt radikale sympatisører ind i det baskiske parlament. Batasuna havde opfordret til at stemme på det baskiske kommunistparti, og det klarede sig overraskende godt og sikrede sig ni pladser. Valget blev mandag tolket som dødsstødet for Ibarretxes plan om at udvide Baskerlandets i forvejen vidtstrakte selvstyre til næsten selvstændighed. En proces, som han ønskede bekræftet gennem en folkeafstemning. Ibarretxe selv hævdede, at hans plan ville gøre en ende på ETA's terror i Baskerlandet og Spanien. - Det er indlysende, at Ibarretxes plan har tabt, sagde lederen for de baskiske socialister, Patxi Lopez. Men parlamentsvalget viste samtidig, at Baskerlandet står dybt splittet i spørgsmålet om uafhængighed eller ej. Fremgangen for socialisterne åbner dog mulighed for en vis konsensus i spørgsmålet om selvstyre. Spaniens premierminister, Jose Louis Zapatero, har lovet, at han vil se på en revision af det baskiske selvstyre, men han havde gjort klart, at han ikke ville handle på grundlag af Ibarretxes plan. /ritzau/dpa