Uansvarlige

SOCIALISTER:Da den Venstre-ledede regering igennem de fede år samlede en stor kassebeholdning og nedskrev vores udlandsgæld med milliarder og havde et stort overskud på de offentlige finanser, kritiserede Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, og SF's Villy Søvndal gentagne gange regeringen for at bruge alt for lidt penge på den offentlige sektor. Nu da kassebeholdningen er brugt til nye arbejdspladser i den offentlige sektor og en stor udbygning af hele vores skolevæsen, hospitaler, vejanlæg, bankpakke 1 og 2, øget velfærd mv., er socialisternes kritik nøjagtig den samme. Mange flere penge til det offentlige system. Uanset om det går op eller ned, finder socialisterne altid en måde at øge det offentlige forbrug og hæve skatter og afgifter på som straf til det danske arbejdsmarked og arbejdere og virksomheder og øgede miljøafgifter til et ellers stærkt betrængt landbrug. Økonomisk ansvarlighed er ikke noget, der kendetegner de socialistiske partier og deres ledere, Thorning-Schmidt og Søvndal.