Uartige dansedrenge

Det engelske boyband er kommet over midtvejskrisen og har genopfundet sig selv i et overdådigt totalshow med frække dansepiger, hvor der er mere for øjet end for øret. Boybandets Europa-turne lander i Aalborg til november

Neonlysende kaninører glimter muntert på pigehoveder nede på halgulvet, og foran mig sejler en irsk ungersvend heroppe på siddepladserne afsted med en bakke fyldt med sorte pints og lyserøde drinks til sit selskab. Der er allerede fart over festen her i Odyssey Arena i den nordirske hovedstad Belfast, hvor Take That efter måneders træning om lidt går på scenen for at åbne deres ¿Beautiful World Tour 07¿ . De fleste er allerede på plads i den udsolgte, gigantiske ovale hal, hvor der er plads til 12.000 publikummer. Og det er ikke kun kvinder allersidst i 20-erne, som skreg sig hæse som teenagetøser i midt 90-erne, da boybandet var på toppen, der har købt billet. Hele aldersspekteret er repræsenteret. Mødre, som har taget deres egne teenagedøtre med for at genopleve popgruppen, overrislede slyngveninder, pyntede pubertetstøser, nydelige fruer, brede madammer og en enkelt stærkt nedringet bitch, og skønt over to trejdedele af publikum er af hunkøn, er der også blevet plads til kærester og enkelte mænd. Men det er pigerne, der har gjort noget ud af sig selv. Og det kan ses. Både undervogn, alufælgene og spoileren bagtil har fået en ordentlig omgang, og her er poleret, lakeret og tjekket op, så det er en lyst at se på. Og al den pynten og stadsen op skyldes fire mænd, som snart går på scenen: Gary Barlow, 36 år, Mark Owen, 35 år, Howard Donald, 39 år og Jason Orange, 37 år. Altså Take That som de så ud i 1992 - bortset fra det savnede og manglende femte medlem Robbie Williams, 33 år, der skred i 1995, efter at han og Barlow blev uenige om, hvem der skulle synge solo på balladen ¿Back for Good¿. Så var Robbie skredet - for good! Lyset dæmpes, og til akkompagnement af øredøvende pigeskrigeri synger en bordeauxrød kjoleklædt operasangerinde en indledende pompøs arie fra den runde ekstra scene placeret nede på halgulvet, inden Take That pludselig står der på storscenen. I nydelige ens gråblå jakkesæt og med knyttede næver nærmest heilende og piskende stemningen op i åbningsnummeret ¿Reach Out¿. Du er her vidne til et pophysteri, som Hitlers propagandaminister Goebbels ville have nikket beundrende og anerkendende til. På hver sin talerstol med gruppens karakteriske logo indfældet i fronten er det et syn, som for ældre generationer vil vække ubehagelige minder om den nazistiske selviscenesættelse. Formen er alt, og indholdet sluger de sagtens, hvis der bare er glimmer, show og underholdning nok. Folket vil have brød, men også skuespil, hvis du skal gøre dig håb om at kunne herske. Og det gælder også pop. Publikum elsker det, og snart er vi videre med gruppens allerførste store hit ¿It Only Takes A Minute¿. Komplet med nøgendanserinder, der snor sig forførende om stålstangen, mens jakkesættene snart bliver pillet af gruppen, er det en scene, der ikke overlader meget til fantasien, men omhyggeligt koreograferet, nøje synkroniseret og med tydeligt markerede seksuelle undertoner lægger op til både blowjob og dirty dancing. Det her boyband er sandelig gået hen og blevet voksne og tillader sig nu uartigt - til publikums udelte og begejstrede fornøjelse - at leve sine fantasier ud. Mandschauvinistisk og kvindeundertrykkende vil nogle mene, men ingen kan tage fra showet, at det er både forførende og gennemført professionelt udført. Musikken betyder mindre, skønt det er et både tjekket og dygtigt band, som backer sangerne op. Bortset fra Gary Barlow, der også skriver gruppens materiale, er ingen i gruppen nemlig specielt overbevisende som sangere. Faktisk blev Howard Donald og Jason Orange oprindeligt medlem af gruppen, fordi de var gode dansere, hvilket de da også overbeviser os om, da de overtager strippernes stålstænger og snor sig dygtigt om dem. Det banebrydende boyband - oprindeligt skabt og udtænkt af manageren Nigel Martin-Smith som Englands svar på den amerikanske gruppe New Kids on The Block - har nærmest genopfundet sig selv og i et miks af gamle og nye sange fra comeback-albummet ¿Beutiful World¿ fra sidste år, gjort sig selv og deres sangkatalog til kernen i et stort iscenesat show. Take That er i den grad kommet ud af midtvejskrisen, og publikum lader sig ikke uden grund forføre. Her er nemlig alt, og du får forklaringen på, hvorfor gruppen i månedsvis har øvet og leget med teknik, lys og alverdens effekter i de studier, som Star Wars-instruktør Georg Lucas benytter, når han filmer i London. Her er naturligvis kæmpemæssige storskærme, der gør det muligt at se hvert et krøllet brysthår, svedperlerne og de mandige rynker på gruppens medlemmer. Her er konfettiregn fra himlen, her er stroboskoplyse, tøriståge, indkaldt letpåklædt strygekvartet og smukke, muskuløse danserinder i alverdens kulører fra blankpoleret sort til hvid og med lange ben, der, som min gamle far vil sige det, ¿begynder oppe ved øret¿. Og kniber det for gruppen med at synge igennem, er det bare at række mikrofonen frem, så overtager salens mange pigestemmer ubesværet vokalarbejdet, som eksempelvis i hittet fra sidste års album, ¿Patience¿. Videoklip og danseoptrin spændende fra voodo-mystik til hæsblæsende rap og techno kombineret med et imponerende lysshow, lader vist ikke en eneste publikummer i tvivl denne aften. Take That er tilbage, og selvom gruppen - bortset fra Robbie - aldrig har været kendt for sine specielt gode sangere, har de her forstået, at revitalisere sig selv i et uforudsigeligt og hæsblæsende to timer langt show, hvor der hele tiden er rigtig meget for øjet, men noget mindre for øret. { Take That, ¿Beautiful World Tour¿, 2007, åbningskoncert, 11. oktober, Belfast, Nord-Irland. På talerstolene - Take That parat til ingen at erobre popverden. Foto: Henning Bagger/Scanpix Gruppens gamle storhit ¿It Only Takes A Minute¿ er blevet pakket ind i et uartigt og frækt danseshow, der mere end antydede blowjob. 12.000 feststemte irer tog imod 90-ernes engelske boyband, og målt på lydstyrken af skrigeriet er Take That stadig god pop og ikke mindst en kæmpemæssig pengemaskine med totalt udsolgte koncerter i England.