Uartige gebyrer

Det er, som om danskere er helt vilde med moderne elektronik. Det sidste nye skal erhverves for enhver pris. Dankortet, som bankerne lovede ikke ville koste brugerne noget, er nu belagt med en afgift, og det er kun begyndelsen.

Bankerne kan ikke i dag tjene penge nok til de mange ansatte og store paladser, så man finder en ny indtægtskilde. Det havde sikkert været meningen fra starten, når markedet var mættet og der ikke var andre muligheder for at få fat i sine egne penge. Tænk jer nu om, i dankortbrugere, - disse kort er ikke lavet for jeres blå øjnes skyld. Tænk dog på, at når alle er i besiddelse af et sådant, kan bankerne uden skånsel hæve gebyrerne den ene gang efter den anden, du kan kun betale ved kasse 1 og har ikke andre muligheder. Ja, du kunne selvfølgelig selv opbevare dine penge under hovedpuden, men det dur jo heller ikke, for planen er jo det pengeløse samfund. Sover du, eller er du vågen? Således spurgte Jeppe på Bjerget jo sig selv. Har du mon spurgt dig selv om det samme? Klip dog det dankort i stykker, mød op ved kassepasseren i din bank, helst rigtig mange så kassepasseren kan tjene sin dagløn. Det er en stor uartighed at bankerne indfører gebyr for at bruge egne penge, som de tjener på i forvejen, selvfølgelig ikke så meget som tidligere, renten er jo lav, men så bør man nok kigge på omkostningerne og reducere disse betydeligt. Det kan godt være, at min egen bank er uenig med mig, men det vil jeg springe op og falde ned på, der findes da heldigvis andre muligheder endnu. Tiden er knap, så vil du/I reagere så er det lige nu og her.